Pizza (River) – ej afprøvet

Pizza – passer til 2 bageplader med pizza:

Dejen:
• 250 g koldt vand
• 20 g gær (hvis du hæver dejen længere tid, brug da mindre gær)
• 300-350 g. hvedemel (gerne Tipo-00), hold evt. lidt mel igen
• 200 g. durummel
• 45 g. olivenolie
• 5-7 g. salt

Fremgangsmåde:
1. Opløs gæren i det kolde vand
2. Bland resten af ingredienserne i, hold evt. lidt mel tilbage, og rør det hele sammen på en røremaskine.
3. Hvis dejen er for flydende tilføj da noget mere mel, og tilføj vand hvis dejen er for fast. Konsistensen skal være en lidt fast dej.
4. Hæld lidt olivenolie udover dejen, eller i den skål den skal hæve, og vend dejen let i olien.
5. Tildæk herefter dejen og lad den hæve i køleskabet i 6-10 timer
6. Hvis du har travlt kan du tilføje lidt ekstra gær, eller lade en del af hævetiden forgå ved stuetemperatur. Du får den bedste dej jo længere tid den får lov til at hæve.
7. Efter hævetid deles dejen op i 2 eller flere kugler, og rulles ud i lidt mel. Hav tålmodighed med udrulningen, da dejen er meget elastisk vil den trække sig sammen undervejs. Drys bagepladen eller pizzastenen med lidt durummel før dejen lægges på.
8. Tilføj tomatsovs og ønsket fyld.
9. Bag ved 240 grader i ca. 10-12 min.

Sovs – kan laves i forevejen
• 1 finthakket løg
• 1 finthakket fed hvidløg
• ½ finthakket rød peber (kan undværes)
• 1 tsk. Tørret oregano
• 1 tsk. Tørret basilikum
• 1 dåse/karton ”Passata de pomodoro”, eller 1 dåse hakkede tomater)
• 140 g tomatpuré (en stor dåse)
• salt og peber
• 2 tsk. finthakket frisk basilikum (tørret kan også bruges)

Sovs:
Svits løg, hvidløg og peberfrugt i en gryde med lidt olie. Tilsæt oregano og den tørrede basilikum og rør lidt rundt.
Tilsæt straks herefter Passata de pomodoro/hakkede tomater og tomatpuré og lad det nå kogepunktet. Skru ned for varmen og lad sovsen simre. Smag til med salt og peber og lad sovsen simre i ca. 1 times tid. Hvis du ikke kan vente så lang tid kan sovsen også fint bruges før.
Lige før sovsen skal bruges tilsættes den friske basilikum og røres rundt.
Nu er sovsen klar til brug.
Sovsen kan opbevares i en lukket beholder i køleskabet i ca. 2 uger.

Tips: Hvis du har nogle modne friske tomater, kan du med fordel finthakke dem og smide dem i sovsen lige før dåse tomaterne.

Velbekomme.

Kilde: River – Den store bagedyst